
Istandsættelse af 10 år gammel Dethleffs – del 2
Nu er det efterhånden blevet tid til endnu engang at kaste blikket mod min lille Dethleffs campingvogn.
P.J. Caravan har fået synet og indregistreret vognen og nu står den faktisk klar til afhentning i Roskilde, men der skulle jo lige laves en forsikringsskade på bagenden af campingvognen.
Prisen på forsikringsskaden påvirker ikke prisen på købssummen af campingvognen, prisen var fra start kr. 49.990 og det er der ikke blevt ændret på, så jeg kan bare være glad for at jeg fandt campingvognen inden den fik lavet skaden for ellers ville den selvfølgelig være tilsvarende dyrere.
Der er en anden ting der har gjort at jeg ikke er kommet i gang med istandsættelsen før nu. Der har nemlig været strejke hos diveres synsfolk her i landet, så det har ladet vente på sig, men sådan er det jo fra tid til anden at der kommer lidt uventede forhindringer i vejen, men nu er den altså klar til at blive lettere ”mishandlet”(ja det er der i hvert fald nogen der vil synes…).
Stof
til siddegruppen
Jeg har været ude og finde stof til siddegruppen og spots til loftet. Det tog mig knap 2 timer at få valgt det helt rigtige stof (man bliver jo også nødt til at kigge lidt på prisen for det er altså ikke det hele der er lige billigt). Men det endte i hvert fald med at jeg godt og vel fik brugt Kr. 1.200 på selve stoffet, men det er pengene værd synes jeg - men det kan du se når jeg får det syet om til siddegruppen…
Effektiv rengøring af campingvogne
Jeg har fundet et firma i Jylland (nærmere betegnet i Ry, som ligger ca. 50 km fra Herning) ”Fraster Lock” der producerer gulvtæpper, hyndestof, gardiner o.s.v til campingvogne – kanon fedt, så de hjælper mig med at sy og betrække hynderne i siddegruppen med mit eget stof. Det glæder jeg mig til at se færdigt.
Jeg har også fundet et bil klargøringsfirma på Fyn, som foruden at rengøre biler også tager sig af campingvogne og min lille campingvogn kunne virkelig trænge til en kærlig hånd.
Så jeg skal et smut forbi Odense i den nærmeste fremtid og se om firmaet ”Perfect Car” kan trylle lidt og ikke mindst fjerne den lettere stank af gammel cigaretrøg, så jeg vender senere tilbage med pris og billeder på en omgang klargøring/rengøring af campingvogn.
Arbejdsweekend!
I den kommende weekend står den på arbejdsweekend og jeg er i fuld gang med at lokke veninder og venner til at hjælpe, så mon ikke det nok skal blive rigtig hyggeligt. Man kan jo altid lokke lidt med at de kan låne den færdig istandsatte campingvogn – det skulle nok virke. Der er jo en del ting der skal gøres, bl.a. skal jeg (vi) have sat de spot i loftet hvis det da overhovedet kan lade sig gøre, men det må jeg tale med elektrikeren om, det ved han jo nok bedst!!!
Man har som regel altid en eller flere håndværkerer i sin omgangskreds og sikke da et held, for så er der da nogen professionelle at spørge til råds.
Egentlig behøver jeg ikke at gøre noget særligt ved min vogn, den er jo ret pæn og vedligeholdt af en vogn fra 1992 at være, men jeg synes nu alligevel at den trænger til at blive piftet lidt op. Camping er blevt trendy og det må min campingvogn gerne afspejle.
Det var alt for denne gang – men der er mere på vej…
Og et stort tak til alle jer der kom med gode råd og forslag både i Bella Centeret og på Herning messen.
Det er dejligt med lidt inspiration.
”Gør det selv” hilsner
Signe
UngCamping redaktionen
Læs første del her
