menu

          Forsiden

          Børnefamilien           Kasserollen           Teknik
          Aktiviteter           Campingpladser           Sådan gør du  NY           Tv
          Artikler           Destinationer           Rejseformer           Udstyr & Tilbehør
          Biler           Vogndatabase  NY           Teenage-hjørnet           Vintercamping

 

menu

   

   Venedig
   Gardasøen
   Europas længste    campingtur

 

ARTIKLER

Kajak sejlads på Lofoten.
Tekst og foto af: Per Jespersen
















I sommerferien 1987 var familien for første gang på Lofoten, og de meget karakteristiske spidse bjerge der adskiller Lofotens bjergtoppe fra resten af Norges bjerge, gjorde et så stort indtryk på alle i familien, at vi siden har været deroppe 6-7 gange.




Vi har gennem de sidste 15 år rejst Norge tyndt fra nord til syd, og på trods af de mange tusind kilometer vi har kørt rundt i det flotte land, så finder vi stadig nye naturskønne områder, som bare skriger på at blive udforsket eller oplevet til vands eller til lands.

Vi har siden 1993 benyttet en gummibåd med påhængsmotor til at komme rundt i den flotte norske skærgård.
Gummibåden har jo foruden at den er et meget sikkert fartøj, den fordel at den på en halv time kan pakkes sammen og stuves ind i campingvognen eller bilen, når familien beslutter sig for at de skal videre på ferien.
Men under vores mange sejladser i skærgården med gummibåden, var det ikke sjældent at vi pludselig mødte et par hav kajakker, der lydløst kom glidende igennem den smukke skærgård. Det var fascinerende at opleve de op til 5 meter lange kajakker glide stille af sted.



Så det endte selvfølgelig også med at vi selv købte en hav kajak. Men vi valgte at købe en af de mere søsikre til at starte med, en Bavaria model Colombia. Den er indrettet med 2 sæder så man kan tage 2 personer af sted på tur og desuden have plads til en masse grej så man kan tage af sted på tur adskillige dage.
Så det var med den på taget af bilen at vi i sommeren 2001 tog på sommerferie med bl.a. Lofoten som et af feriemålene.


På Lofoten er der mange skønne små campingpladser helt ned til vandet, men der er også muligheder for at indlogere sig som vi gjorde her i forbindelse med nogle hytter der var til udlejning. I Norge og Sverige har man jo et noget mere afslappet forhold til det at campere udenfor campingpladserne, så ved nogle høflige forespørgsler hos de lokale er det tit lykkedes os at komme til at ligge i første parket til vandet som på billedet her, hvor vi lige kan trække kajakkerne op bag ved campingvognen.



Dagen efter ankomsten til dette herlige sted var vejrguderne med os, da solen skinnede fra en næsten skyfri himmel.
Så vi startede med at køre ned til den lokale kajakudlejning hvor vi kunne leje en af de rigtig hurtig gående en mands hav kajakker, en kajaktype vi længe havde talt om at afprøve, nemlig af mærket NECKY og vi fik fat i modellen Narpa,
Så har man ikke selv kajakken med kan man her leje kajakker for 500 kr. for 2 døgn, det er en rigtig god ide at leje indtil man har fået afprøvet om det er det har lyst til at bruge sin fritid og pengepung på.
(se www.seakayaklofoten.com for yderligere detaljer.
Så derefter fik vi travlt med at klargøre vores udstyr til turen. Som et minimum anbefales redningsvest, vandtætte poser til skiftetøj hvis uheldet skulle være ude og man ryger i baljen, samt kort og kompas eller alternativt en lille håndbåren GPS modtager der kan hjælpe dig med at finde hjem igen. Derudover selvfølgelig lidt proviant og drikkevarer, da kajaksejlads tager en del på energi ressourcerne hvis man ikke er vant til det.



Så efter at have klargjort vores udstyr, gled vi ud i den flotte skærgård, og jeg må sige det er en noget anden oplevelse end at sejle med gummibåden, man glider lydløst af sted med 4-6 km i timen og når man glider omkring de små pynter imellem øerne, kigger fiskehejrer, lomvier og indimellem havørne undrende til og ved ikke om de skal lette og flyve deres vej, fordi man ankommer ganske stille, og på den måder træder forsigtigt ind i deres verden. Hvis man forstår at holde den fornødne afstand og viser fuglelivet den respekt et sådant pragtfuldt naturområde fortjener, så venter der her nogle oplevelser i absolut topklasse.


Vandet er nogle steder så stille og krystalklart at man kan se fiskene svømme 5-7 meter ned under kajakken, ligesom de gigantiske bjergmassiver spejler sig stolt i vandet.



Som dansker fra det lille flade Danmark er dette noget der gør indtryk, bedst som man sejler rundt om en lille pynt, så dukker der en lille havn op man ikke anede var der. Jeg må varmt anbefale en GPS til en sådan tur, den giver en frihed til at opleve naturen, og så kan man trygt overlade til den at vise vejen hjem, hvis man skulle blive væk imellem de mange små øer. Firmaet Garmin laver flere modeller der alle er velegnet til bl.a. til kajaksejlads da de er vandtætte med priser fra 2000 til 4500 kr. (se evt. www.campingferie.dk/h13_udstyr/s/garmin_vista_gps.asp ) hvor jeg har beskrevet nogle af alle de muligheder der er med en håndholdt GPS.
Mange steder er der jo dybt vand helt ind til øerne så man kan faktisk sejle så tæt på at man kan røre ved de massive klipper der fortsætter lodret op fra vandet, og videre op over hovedet, nogle gange mellem 20-30 meter lodret op. Man føler sig meget lille der midt i den store natur, men det er vitaminer for sjælen man kan leve længe på når man vender hjem til lille flade Danmark igen.



De mange skærgårdsøer ser ofte helt nøgne og bare ud, men når man går i land, ser man ofte mange små og meget flotte små blomster der vokser i de små klippesprækker. Blomsternes sæson er jo meget kort deroppe mod nord, når vi kommer til Lofoten først i juli, er syrenerne som regel først ved at springe ud, så de små skærgårdsblomster skal i løbet af ganske få måneder nå at komme i blomst, for derefter at sætte frø til den næste generation af blomster der gerne skulle komme på øen igen næste år.



Netop den mulighed for at gå i land hvor man vil, når man trænger til et hvil og nyde lidt frokost er toppen af frihed. Det at sidde der på de nøgne klipper og nyde sin frokost langt væk fra hverdagens travle kalender og stress, mens øjnene samler indtryk fra den smukke skærgård og de mange flotte bjerge der ses i baggrunden, det er noget vi alle i familien har lært at sætte pris på.



Hvis man som vi holder af at snorkeldykke, er der endnu en god grund til at søge mod Lofoten.



Jeg selv har snorkeldykket siden 1977 og sønnen blev i en alder af 4-5 år udstyret med sine første svømmefødder, så når vi nu svømmer sammen, er det herligt at opleve sønnen boltre sig som en fisk i vandet, og sikkert følge efter faderen når vi dykker ned på bunden 6-10 meter nede for at hente nogle flotte søpindsvin. Til daglig lever vi jo alle i en moderne verden fyldt med computere og andet isenkram, men de oplevelser man får sammen som far og søn, ved at opleve naturen på denne intense måde, sætter til en hver tid vores moderne underholdnings bekvemmeligheder skakmat !



Vandets temperatur omkring Lofoten, er året rundt mellem 6-10 grader da Golfstrømmens ”varme vande” omkranser øerne deroppe. Så hvis man medbringer våddragt er det faktisk muligt at få nogle pragtfulde undervandoplevelser med hjem i bagagen. Da vandet aldrig når op over de 10 grader forekommer der stort set ingen af de alger, der gør vandet så uklart som vi tit oplever det i Danmark om sommeren. Vi har oplevet sigtbarheder under vandet, på mellem 10 og 25 meter deroppe, og sammenlignet med de 5-7 meter der er normalen herhjemme er det et rent eldorado at svømme i, ja faktisk tager man gerne 10 minutter ekstra i det kolde vand, for at opleve de mange flotte fisk der findes i kæmpe stimer som man bliver en del af, og man ellers kun har oplevet i de varme vande sydpå.
Store tangskove med tang i 3-4 meters højde hvor de hundredvis af små sej og torsk gemmer sig for nysgerrige blikke.



Søanemoner i røde, brune og hvide farver, søpindsvin i røde og sorte farver, som i kan se et af, her på billedet hvor sønnen kommer op med et fra bunden. Desværre har vi endnu ikke et undervandskamera så vi kan vise jer den undersøiske verden heroppefra.
Efter sådan en dag i skærgården med kajakkerne er man fyldt med indtryk, det er noget der samler familien når man om aftenen sidder og taler om dagens oplevelser.




Foruden de ovennævnte muligheder for storslåede naturoplevelser på første parket, giver kajakken også muligheder for at fange aftensmaden. Vi sejler jævnligt ud i vores kajakker og med et par fiskestænger og fanger torsk, makrel, sej og andet spændende lige uden for de små skærgårdscampingpladser vi ligger på deroppe. Skærgården har jo den fordel at man altid kan finde læ et eller andet sted mellem de mange øer, og mange steder er det jo muligt at finde dybt vand helt inde ved kanten af øerne, da de lodrette bjergformationer mange steder fortsætter lodret ned i vandet.
På billedet her er sønnen lige kommet ind med friske makreller fanget 200 meter uden for Kleiva Camping i Vestnorges skærgård. Den dag blev det til 6 makreller på en halv time – jo, livet i skærgården er herligt !
Fiskerigdommen i de norske vande er helt utrolig, de første par år vi var deroppe var vi målløse over hvor nemt det er at sikre aftensmaden i form af frisk fisk, og tro mig en friskfanget makrel der ligger og syder på grillen medens man nyder et glas rødvin og skuer ud over skærgården, det er ting der gør godt i sjælen og med virker til at vogntoget har meget svært ved at finde sydpå igen, ja det virker som direkte vold mod krop og sjæl, når ferien lakker mod enden og arbejdet kalder igen.
Har man ikke selv båd med, kan man på de fleste campingpladser i skærgården leje både med og uden motor for en billig penge.
Efter at vi havde lejet den gule Necky kajak et par dage, blev vi så vilde med den at vi slog en handel af med udlejeren, så vi kunne få den med hjem, det var en helt anden oplevelse at sejle i denne kajak der gled betydelig nemmere gennem vandet, så efter at vi har investeret i denne kan vi nu alle tage af sted samtidig på nye oplevelser i skærgården. Det siges ellers at campingferie skulle være en billig ferieform, jeg har aldrig rigtig forstået hvorfor, så jeg må gøre noget helt forkert, for med den aktive ferieform vi holder så meget af, så kommer der altid nye udgifter til i form af nyt udstyr af en eller anden slags – men jeg lærer vel at begrænse mine aktiviteter en dag !

Hvis du efter at have læst dette har fået lyst til at besøge Lofoten eller andre områder af Norges skærgård, så klik ind på Back to Nature – Naturcampings hjemmeside www.backtonature.dk hvor du kan se eksempler på dejlige campingpladser i bl.a. Norge.
Når man kigger tilbage på udviklingen her i landet på mange af de store campingpladser, så kan jeg ikke lade være at spørge mig selv om ikke de er ved at glemme hvad camping går ud på, for mig har det primære i camping altid været at få nogle dejlige oplevelser i naturen sammen med familien – men sådan er vi mennesker jo så forskellige