ARTIKLER

Med Speedy til BERLIN

Forord
Årets Pinsetur, der blev forlænget grundet Grundlovsdag, skulle bringe os til Berlin, der nu er hovedstad i Forbundsrepublikken Tyskland. Byen har et indbyggertal på ca. 3,5 mio. og dækker et areal på ca. 890 km², og ligger i regionen Brandenburg, på det flade land ved bredderne af floderne Spree og Havel, som løber sammen i forstaden Spandau.

Området omkring sammenløbet af de to floder var i de første århundreder e. Kr. beboet af forskellige germanske stammer. Omkring år 500 måtte germanerne kæmpe mod slaviske stammer, der opførte fæstninger i områderne omkring Köpenick og Spandau, der betragtes som de to ældste områder af Berlin. Berlins dokumenterede historie begynder i det tidlige 1200-tal, da tvillingbosættelserne Berlin og Cölln voksede op på hver sin side af Spree, på det sted, hvor Nicolai-viertel nu ligger. Byerne handlede med fisk, rug og tømmer, og i 1307 dannede de forbund og blev Berlin-Cölln, der fik fælles rådhus.

Berlin blev i sin nuværende form skabt i 1920 ved en sammenlægning af flere byer og småbyer rundt om det historiske centrum. Byen består nu af 12 administrative distrikter, hvoraf en stor del tidligere var selvstændige kommuner. Faktisk er Berlin arealmæssigt 9 gange større end Paris. Byen er omgivet af masser af søer og skove og den har flere broer end Venedig.

Torsdag den 5. juni 2003 (Grundlovsdag)

Efter at vi (Lone, Nicolai, Camilla og jeg selv) havde hentet min store datter Nina og
hendes kæreste Brian, var der afgang fra Frederiksberg kl. 8.45. Det gik hurtigt sydover og kl. 10.30 var vi i Gedser, hvorfra færgen afgik kl. 11.00. Vi spiste en let frokost i færgens cafeteria inden ankomst til Rostock kl. 13.30.

Vi handlede i en billig shop på havnen, hvorefter vi kl. 14.00 kørte fra Rostock mod Berlin.

Vi havde printet en kørselsvejledning ud til en autocamperplads i Spandau, og det gik
faktisk helt fint, bortset fra, at vi kørte forbi indkørselen 2-3 gange inden vi fandt pladsen kl. 16.30.

Reisemobilhafen Berlin Spandau, Streitstrasse 86, 13587 Berlin-Spandau, er åben hele året, og det er en god plads, når man skal besøge Berlin. Den ligger tæt på Spandau centrum, som nås med bus (linie 145). Fra Spandau kommer man let ind til Berlin med enten U- eller S-bahn. Linie 145 går dog igennem til Bahnhof Zoologischer Garten midt i Berlins centrum, men den er noget langsommere ens togene.
Autocamperpladsen kan rumme ca. 130 autocampere, dels på 4.000 m² græs og dels på 6.000 m² fast belægning. Der er toiletter og bad, og der er mulighed for tømning af tank direkte i afløb.
Det er forbudt at grille og opsætte fortelte på pladsen.
Pladsgebyret er kun 10 Euro pr. nat, uanset hvor mange personer, der er i vognen, og det koster ikke noget at anvende bade, toiletter eller at slutte til 220 V. Så kan det vist ikke blive meget billigere.I umiddelbar nærhed af pladsen er der forskellige restauranter og Biergarten´er.

Pladsen kan findes på internettet under http://www.womotreff.de.

Kl. 17.00 åbnede receptionen, så vi kunne checke ind. Da vi havde fået indrettet os, var det tid til en lille velkomstdrink i form af champagne. Vejret havde hele dagen været solrigt, med over 30 grader i Berlin, og meget trykkende. Det resulterede da også i, at det begyndte at regne mens vi var ude at gå. Vi nåede dog tilbage til Speedy, inden det brød løs med lyn og torden.

Der blev så lavet aftensmad (spagetti & kødsovs, salat), og da det regnede kraftigt, spiste vi inde i vognen. Det var i øvrigt den eneste gang vi spiste inde i Speedy. De øvrige gange var det så dejligt vejr, at vi kunne spise udenfor.

Fredag den 6. juni 2003

Vi stod op ved 8.30-tiden og spiste vores medbragte morgenmad, inden vi forlod pladsen med
retning mod en kiosk, hvor vi kunne købe Berlin Welcome-Card. Det er et kort, der koster knapt 20 Euro, og som giver ubegrænset adgang til at benytte alle Berlins offentlige transportmidler. Derudover følger der et kuponhæfte med, så man får rabat på museer, seværdigheder m.m. I det hele taget et godt køb.

Med Welcome-kortet i hånden tog vi bussen til Spandau Rathaus, hvorfra vi fortsatte med U-bahn til banegården “Zoologischer Garten”, der ligger i hjertet af det gamle Vestberlin. Stationen har navn efter en af Europas ældste og bedste zoologiske haver. Ved stationen ligger også Kaiser-Wilhelm- Gedächtniskirche, der som en konserveret ruin skal bevare mindet om bombenætternes rædsler og krigens gru. Den store oprindelige nyromanske kirke var tegnet af Franz Schwechten og blev indviet i 1895, men blev ødelagt af bomber i 1943. Efter Anden Verdenskrig blev ruinerne fjernet, så kun det massive facadetårn fik lov til at blive stående. Egentlig ville byplanlæggerne gerne have fjernet tårnet, men berlinerne ville ikke af med det gamle vartegn. Ved foden af dette tårn ligger Gedenkhalle (Mindehallen) og her fortælles kirkens historie, og man kan se nogle af de originale loftsmosaikker, marmorrelieffer og liturgiske genstande fra kirken. I 1963 tegnede Egon Eiermann en ny ottekantet kirke i blåt glas (pudderkvasten) og et nyt fritstående klokketårn (læbestiften). Den rekonstruerede kirke domineres af blåfarvet glas og er smukt dekoreret af Chagall.

Fra kirken er der kun få skridt til Kurfürstendamm, indkøbsboulevarden og Vestens
udstil­lingsvindue under Den kolde Krig. Kurfürstendamm er et af de mest populære indkøbsstrøg i Berlin. Kvarteret omkring Ku´damm, som berlinerne kalder deres strøggade til daglig, blev udbygget
i 1800-tallet og luksuriøse bygninger blev opført langs hovedgaden, og i kvartererne omkring Breitscheidplatz og Wittenbergplatz opførtes hoteller og stormagasiner. Efter Anden Verdenskrig
kom det gamle centrum (Mitte) til at ligge i Østberlin, og Kurfürstendamm blev centrum i Vestberlin. Sporene efter krigens ødelæggelser blev hurtigt fjernet, området blev forvandlet til Vestberlins hjerte, og dusinvis af nye firmahovedsæder og handelscentre blev opført.

Situationen blev en anden efter genforeningen, men selv om mange turister nu
koncentrerer sig om Mitte, så slår byens hjerte stadig omkring Ku´damm.

På Ku´damms forlængelse mod øst, Tauentzienerstrasse, ligger der i nr. 21 - 24 det 60.000 m² store varehus KaDeWe (Kaufhaus des Westens), med et fantastisk vareudvalg fordelt på otte etager, samt deres store delikatesseafdeling, som er den største i Europa. Hundredtusinder af østberlinere søgte som i trance hen til Ku'damm i dagene og nætterne efter Murens fald i november 1989. De beså andægtigt KaDeWe som en rigdom­mens katedral, mens de knugede deres 100 DM i vesttyske “velkomstpenge” til sig.

Vi kiggede også indenfor i KaDeWe hvorefter vi tog fra den nærmeste U-bahn station, Nollendorf Platz, til Potsdamer Platz. Indtil Anden Verdenskrig var Potsdamer Platz et af de mest befærdede og tættest bebyggede områder i Berlin. De fleste af bymidtens var­tegn, hoteller som Palast-hotel og Fürstenhof, det vældige Wertheim stormagasin og Columbus-Haus, eksisterede ikke længere efter bombetogterne i 1945. Ødelæggelserne blev fuldbragt, da opfø­relsen af Berlin-muren blev påbegyndt den 13. august 1961, hvorefter de udbrændte ruiner endelig blev revet ned.

Det enorme, nye Potsdamer Platz kompleks omfatter ikke kun kontorbygninger, men også en koncertsal, en IMAX-biograf og biografpaladser med flere sale, samt et Hyat-hotel. Bygge­arbejderne var hovedsageligt finansieret af store virksomheder og det første, der stod færdigt var DaimlerBenz-Areal tegnet af Renzo Piano og Christoph Kohlbecker. Mod nord ligger

Sony-Centre komplekset, tegnet af Helmut Jahn. Hans futuristiske arkitektur har opslugt en del af den nu nedrevne Grandhotel Esplanade. Kejserhallen i nybarok blev flyttet 70 meter til sin nye adresse for en pris af 50 mio. mark. I andre dele af komplekset har to mindre bygninger fra
før krigen, Weinhaus Huth og Mosse-Palais, også overlevet bomber og entreprenører.
 
Fra Potsdamer Platz gik vi nordpå op gennem Tiergarten mod Brandenburger Tor og Reichstag. I Tiergarten, der oprindeligt var en dyrehave, gik de brandenburgske kurfyrster først på jagt, og siden spadserede Prøjsens konger her, men i dag er haven indtaget af folket, der griller, leger, motionerer, elsker og begår kriminalitet. Hver juli siden Murens fald kommer her mellem 1 og 1½  million unge til et døgns sanseløs dans og fest til hårde technorytmer, den såkaldte Love Parade.

Vi gik forbi Brandenburger Tor, hvorfra vi kiggede ned ad paradegaden “Strasse des 17. Juni” og kunne se Sejrssøjlen på Grosser Stern, som Danmark har en ufrivillig andel i. Sejrssøjlen blev rejst til minde om Bismarcks tretrinsraket frem mod det tyske kejserrige. Et lille museum beretter om krigen i 1864 mod Danmark om Slesvig-Holsten som det første trin, om krigen i 1866 mod Østrig-Ungarn
om dominansen af de tyske småstater som andet, og krigen i 1870 mod Frankrig om magten i Europa og kronen på jernkanslerens værk. Kanonløbene, der sidder

Vi begav os tilbage til Brandenburger Tor, som vi passerede igennem. Porten er den eneste bevarede af de tidligere 20 gamle byporte og det ultimative symbol på Berlin. Det prægtige, nyklassicistiske bygningsværk blev tegnet af Carl Gotthard Langhans, som kopierede det efter Athens Propylæer (indgangen til Akropolis). Porten blev opført i 1778-91, men først i 1795 blev de udhuggede udsmykninger færdige. Den krones af et firspand, hvor Victoria holder tøjlerne i den ene hånd. I den anden har hun en stav med en laurbærkrans med et jernkors i midten. I DDR-tiden var korset fjernet. Gudinden og hendes gangere fik et kort ophold i Paris, da Napoleon erobrede Berlin og tog dem
med i 1806, men efter Napoleons fald kom skulpturerne tilbage i 1814.
 

I 1961, da ”Muren” blev bygget, blev porten lukket af i ingenmandsland. I 1989, efter ophævelsen af grænsen, blev området atter åbnet for folket. Initiativrige fidusmagere sælger  den dag i dag alle former for militærsouvenirs og stykker af Berlinmuren, for det meste af tvivlsom herkomst. Hvis Berlinmuren blev genopbygget med de stykker, der sælges til turisterne, ville den formodentlig kunne omringe hele Tyskland.

Et par meter vest for Brandenburger Tor gik den tidligere sektorgrænse. Her stod “Muren”. Den begyndte som pigtråd, der blev rullet ud i de små morgentimer den 13. august 1961. Siden voksede den sig til et bredt og stærkt værn af beton med minefelter, vagttårne m.m. 166 km langt rund om Vestberlin. Suppleret med højteknologisk overvågningsudstyr var den så godt som uovervindelig for mennesker. Op til 200 mennesker blev dræbt under flugtforsøgene, men trods de omfangsrige foranstaltnigner lykkedes det årligt omkring 100 mennesker at flygte fra øst til vest. Hvor mange forsøg, der er mislykkedes vides ikke, men man regner med over 10.000. Siden den 9. november 1989 har berlinerne nidkært ødelagt denne byens største seværdighed. Først kom 'murspætterne,'
de mange mennesker, der med hammer og mejsel huggede de første skår af betonelementerne. Siden rykkede DDRs Bautruppen ud og brød brede huller i deres ”Antifa­schisticher Schutzwall”. Siden
har markedsøkonomiske entreprenører fjernet resten. Nu skal en markering i fortove og vejbaner erindre om Murens forløb. Et sted, hvor man dog endnu kan se Muren med tilhørende anlæg er ved Bernauer Strasse.

Nu var vi på “Unter den Linden”, hvor vi købte sandwich og drikke varer, som blev indtaget med udsigt til Brandenburger Tor.

Efter frokosten begav vi os op ad Unter den Linden mod Museumsinsel, der er en ø mellem to arme af Spree, og hvor der ligger et museumskompleks, der kan tage konkurrencen op med Louvre, når først det er færdigrenoveret og ombygget omkring 2012. Et absolut must, når man besøger øen, er et besøg i Pergamonmuseet, der er bygget mellem 1912 og 1930 og rummer Europas fornemste oldtidssamlinger. Museet har fået sit navn efter det berømte Pergamon-alter (ca. 160 f. Kr.), der er genopbygget i fuld størrelse. Men også andre bygningsværker findes i fuld målestok, bl.a. en markedsport fra Milet (ca. 120 e. Kr.), der er 16 meter høj, og Ishtar-porten fra Babylon samt dele
af et syrisk palads findes på museet.

På Museumsinsel, syd for Unter den Linden lå de prøjsiske kongers og tyske kejseres slot. Det blev svært medtaget under krigen og sprængt i luften af DDR-styret for at give plads til Erich Honeckers socialistiske prestigebyggeri ”Palast der Republik”. Det stod færdigt til DDRs 30-års-dag i 1979 og bar i folkemunde navnet ”Eriks lampeforretning”, så ødselt var det udstyret med eftertragtede lysarmaturer. I dag står Palast der Republik tom, da bygningen asbestsaneres. Samtidig raser en diskussion om, hvad der skal ske med det mest potente udtryk for DDRs statslighed. Skal det istandsæt­tes eller rives ned ? I øjeblikket er der mest udsigt til nedrivning for at give plads til en moderniseret rekonstruktion af kongeslottet. Andre ønsker en helt ny bygning, der skal repræsentere det moderne Tyskland. Endelig ligger Berliner Dom også på Museumsinsel, placeret på nordsiden af Unter den Linden. Kirken er Hohenzollern-sl,ægtens kirke, og her ligger en stor del af de prøjsiske konger og tyske kejsere begravet. - Del 2 -

Vi fortsatte vores gåtur mod Alexanderplatz, der blandt berlinere blot benævnes som Alex. Den var tænkt som det nye centrum i Østberlin og skulle vende byen og indbyggernes opmærksomhed væk
fra den lokkende vestlige del. Pladsen domineres af Fernsehturm, der har udsigtsplatform og roterende restaurant på toppen. I godt vejr er udsigten storslået, og byen åbner sig om et kort nedenfor. Alexanderplatz er stærkt præget af de Plattenbauten, dvs. huse af præfabrikerede, standardi­serede betonelementer, der er socialismens arkitektoniske arv herfra og hele vejen østpå til Vladivostok ved Stillehavet.

Vi havde længe set os om efter et supermarked, og på Alexander Platz lykkedes det os at finde et mindre af slagsen bagest inde i et lille butikscenter. Vi fik købt diverse ting til aftensmaden, inden vi
tog retur til Spandau med U-bahnen.

Aftensmad kom til at bestå af frikadeller med kartofler, salat.

- Del 2 -