Med Speedy til Rügen - April 2002

Tekst & Foto: Flemming Stagis

Forord
Vi har tidligere besøgt Rügen et par gange, nemlig i vores sejlbåd ”Vandmelon”. Første besøg, der var i sommeren 1992, altså godt 2½ år efter at muren, der skilte Øst- og Vesttyskland, faldt. Havne-forholdene var på det tidspunkt meget dårlige. Havnene var stort set uden faciliteter for lystbåde, men priserne var også derefter. Man gav sjældent mere end 2-3 DM for at ligge ved en kaj. Men det nu åbnede land var meget spændende. Man havde ikke foretaget de store ødelæggende byforny-elser, som præger store dele af de vesttyske byer. Husene fik lov til at forfalde på en yndefyld måde. Vi besøgte de to store byer Stralsund og Greifswald samt en del mindre byer. Vi var enige om, at vi skulle gentage besøget på et senere tidspunkt.
Det blev så gjort ved vores andet besøg i 1999. Nu var forholdene skiftet. Der var gode faciliteter for sejlerne, men nu var priserne også steget tilsvarende. Havnepengene løb op mellem 12 og 15 DM. Vi startede ud med at ligge i Vitte på Hiddensee i nogle dage. Det er en helt fantastisk ø, som er uden biler, så et besøg med vores autocamper Speedy kan det desværre ikke blive til. Hele øens vestkyst er en lang sandstrand, hvor der et stort flertal af naturister, så vi fandt os hurtigt til rette. Vi kunne dog ikke blive alle 3 uger på Hiddensee, så vi besøgte også andre steder, bl.a. var vi igen i Stralsund, hvor restaureringsarbejderne var i fuld gang i det meste af byen. Også den lille by Ralswiek blev besøgt. Her udspiller der sig nogle store friluftsskuespil, som vi desværre ikke nåede at se, men her kunne Speedy komme i betragtning på et senere tidspunkt.
Også efter vort andet besøg var begejstringen for Rügen stor. Vi måtte atter derned, men at det ikke skulle blive på egen køl, men i egen camper, tænkte vi slet ikke på den gang.
I efteråret 2001 købte vi så en autocamper af typen Hymer Camp Swing 554, og det blev den, der i foråret 2002 skulle føre os til Rügen på en kort mini-ferie omkring St. Bededag.

Torsdag den 25. april 2002
Vore to gode venner Tom og Bodil, der har været med på en del af vore mange sejlerferier, havde i løbet af vinteren ytret ønske om, at de gerne ville til Rügen og se verdens længste boligblok, der ligger i Prora nord for Binz. Jeg strikkede en lille 3-dages tur sammen og med afgang fra Albertslund sidst på eftermiddagen dagen før Store Bededag kørte vi mod Gedser, hvor vi kl. 19.00 tog færgen over til Rostock. Vi havde været ude i god tid, så det var lykkedes os at få billige GULE billetter, som i et mindre omfang sælges til visse afgange.
Vel ankommet til Tyskland kl. 21.00 kørte vi udenom Rostock og videre mod øst med kurs mod Rügen, som er Tysklands største ø. Rostock skulle først besøges den sidste dag på vores tur.
Vi satte kursen mod en lille by, der hedder Barth, hvor vi ville overnatte på en P-plads ved havnen.

Fredag den 26. april 2002
Efter at have spist morgenmad og puttet nogle Euro´er i parkometeret skulle vi så ud for at udforske Barth. Byens oprindelse fortaber sig i historiens tåger og giver derfor grundlag for forskellige teorier. Nyere forskning har endog forbundet byen med det sagnomspundne Vineta, der også betegnes som Nordens Atlantis. Men herom senere.
En historisk kendsgerning er det, at efter Pommeren blev kristnet, hvilket skete i forbindelse med Valdemar Sejrs erobring og ødelæggelse af den slaviske borg Arkona, så strømmede de første tyske kolonister ind i området. Mellem to små slaviske fiskerbyer opstod der i 1. halvdel af det 12-hundredetallet en mindre bydannelse som i 1255 blev forlenet til Rügenfyrsten Jaromar II.

I 1315 byggede Witzlaw III et slot i Barth. Han var Nordtysklands eneste mindesanger og i universitetsbiblioteket i Jena opbevares stadig 14 sange og 13 historier, som man mener stammer fra hans fjederpen. Witzlaw III. døde på slottet i Barth den 8. november 1325, og med ham uddøde den Rügiske fyrsteslægt.
Der opstod krig med Mecklenburg om herredømmet, som først afsluttedes i 1369 med "Ribnitzer Freden". Siden da har Barth hørt til Pommern. Den hertug, der residerede længst i byen var Hertug Boglislaw XIII, som lod slottet udvide. I hans 30-årige regeringstid grundlagde han i 1582 ”Det fyrstelige Hoftrykkeri”, som i sin 22-årige levetid udgav en mængde bøger og heriblandt den berømte Barther Bibel.
Krige, epidemier, stormflod og brande anrettede i 15- og 16-hundredetallet store skader på byen. Således fortæller en soldat fra Wallensteins hær, at indbyggerne spiste som svin, at en fjerdedel af husene stod tomme, og hvis det fortsatte sådan ville man snart ikke længere kunne drikke en dråbe
Barthschen Bieres. Denne øl var ellers meget berømt og blev i middelalderen, på grund af fremragende kvalitet, eksporteret til så fjerne steder som Nowgorod som Marseille.
I år 1727 byggede købmand Jochim Meinke byens første havgående skib, men først efter indlemmelsen af Vorpommern i Preußen i år 1815 udviklede Barth sig til en rigtig søfartsby med mange rederier og skibsværfter, og der var således i 1872 5 værfter og 18 rederier. Med antallet af skibe indtog byen 2. pladsen i Preußen.
En kongelig navigationsskole blev grundlagt i 1863 og her uddannedes styrmænd og kaptajner frem til 1924. Barth kunne rigtig kalde sig "See- und Handelsstadt".
Efter nedgangen i sejlskibsfarten ved enden af 18-hundredetallet grundlagde byen Det pommerske Jernstøberi og en maskinfabrik og en fiskekonservesfabrik. Andre industrier kom til, f.eks. en sukkerfabrik og en dampmølle. Den 4. maj 1895 åbnede banestrækningen Velgast – Barth, der var med til yderligere at udvikle byen som en helt lille industriel metropol.
Bagsiden af denne industrialisering viste sig dog efter 1. Verdenskrig, hvor mange fabrikker måtte lukke og byen måtte sørge for de mange arbejdsløse. I 1936 blev der etableret en flyveplads og en flakgarnision, hvilket atter satte skub i udviklingen, og hævede indbyggerantallet til ca. 15.000.
I løbet af 2. verdenskrig skete der flere krigshandlinger i og omkring Barth og omkring 1.000 mennesker døde eller blev sårede. I 1940 blev krigsfangelejeren Stalag Luft I etableret, hvor omkring 10.000 Royal Air Force og US-Air Force piloter blev holdt fangne. Fra november 1943 til 1945 var der endvidere en koncentrationslejr i området, hvor ca. 7.000 mænd og kvinder fra 21 nationer arbejdede på Heinkel-flyvefabrikken. Af disse omkom mere end 2.000.
Som afslutning på 2. verdenskrig indtog Den Røde Armé Barth den 2. maj 1945, og fra det tidspunkt begyndte en ny epoke i byens udvikling. Der måtte ret hurtigt iværksættes et yderst nødvendigt hjælpearbejde på grund af flygtningestrømmen, hvor indbyggerantallet steg helt op til 26.700. En reform ændrede de tidligere private arbejdspladser til kommunistiske foretagender, og det Pommerske Jernstøberi og Maskinfabrik blev omdannet til VEB Schiffsanlagenbau der blev leverandør til det store Volkswerft Stralsund. Også sukkerfabrikken og fiskekonservesfabrikken blev genoplivet og Barth blev atter en driftig industriby. De mange beskæftigede gjorde, at byen måtte udvides og i 70´erne opstod en ny bydel, Barth-Süd, som var opført som Østtysk elementbyggeri (plattenbau), hvortil hørte en børneinstitution, en skole, et idrætsanlæg og en "Kaufhalle".
Efter murens fald ændrede billedet sig igen for byen. Man prøvede forgæves at tilføre nyt liv, men industrierne var for umoderne og måtte lukke. I 1987 havde Barth endnu 11.984 indbyggere og i 2001 kunne man tælle 9730 indbyggere. Afvandringen skyldtes grundlæggende at infrastrukturen brød sammen i forbindelse med murens fald. Afsætningsmarkederne forsvandt og der var stort set ingen efterspørgsel på regionale produkter, så mange fabrikker og handlende måtte dreje nøglen om. Det gjaldt også sukkerfabrikken og fiskekonservesfabrikken.
Den attraktive beliggenhed gav dog grundlag for en ny industri – turismen. Havnen er blevet en yndet promenade med spisesteder og et nyt 4-stjernet hotel bygget i et gammelt pakhus. Udenfor byen er flyvepladsen blevet udvidet med en længere landingsbane.
Og så vender jeg tilbage til Nordens Atlantis. Barth kan smykke sig med titlen ”Vineta-Stadt”, da forskere formoder, at der i vandområderne uden for byen ligger gemt rester af den forsvunden by Vineta. Legenden beretter, at Vineta var stolt og gudløs, og så rig, at pigerne spandt med forgyldte tene. Så det endte som dette måtte, nemlig med at Gud straffede den syndige by, som blev angrebet, plyndret, ødelagt og resterne gik til grunde i en stormflod. En myte var født. Der er dog også teser, der kunne tyde på at Vineta kunne have ligget på øen Usedom eller på øen Wollin, men det har ikke kunnet hindre, at der i Barth i 1999 blev indviet et Vineta-museum og der siden da også årligt holdes Vineta-dage med festspil. En ting er dog sikkert, nemlig at Vineta en gang var en dominerende handelsmetropol ved Østersøen. I år 965 beretter den jødisk-mauriske købmand, at vestslaverne ”har en stor by ved verdenshavet med 12 porte og en havn”. Andre tidlige kilder fortæller at Vineta er ”verdensberømt og større og smukkere end enhver anden by i Europa”. Byen skulle være multikulturel og beboet af barbaren, grækere, slavere og saxere.
Også Adam von Bremen, den første store tyske geograf, skrev i 1075 om Vineta, at det var den største af Europas byer, at byen var fyldt med varer og folk fra Norden. Adam beskriver ret nøje hvor byen lå i forhold til andre kendte lokaliteter, men dette har ikke bragt spor af byen for dagen.
I år 1165 skriveren en præst, Helmbold von Bosau, en kronik hvori det påstås, at denne meget velhavende by skulle være blevet ødelagt af en dansk konge, der angreb byen med sin flåde. På trods af alle disse omtaler er det endnu ikke helt afklaret om Vineta har eksisteret, og hvis ja, hvor byen lå.
Det var så ”lidt” om byens historie, men vi skulle også kigge på, hvad byen rummede i dag, så efter morgenmaden begav vi os mod torvet ad pænt restaurerede middelalderlige gyder og lige op ad torvet ligger St. Maria Kirke, som er bygget i teglstensgotik.

Tårnet rejser sig 85 meter over jorden og tjener som ledemærke for de søfarende. Byggeriet af kirken startede i 12-hundredetallet og indeholder et sjælden orgel fra 1821, bygget af den berlinske orgelbygger Buchholz og hans søn. Indvendig må man dog nok sige, at der står en tiltrængt restaurering for døren.
En anden kuriositet på torvet er hus nr. 2, hvor den svenske konge Gustav IV blev taget til fange af byens borgere.
Efter at have kigget lidt på torvet gik vi vestpå mod den eneste tilbageblevne byport, af de oprindeligt 4 porte. Porthuset blev bygget i 13-hundredetallet og er 35 meter højt og med en 4 meter bred gennemkørsel.

Fra byporten begav vi os mod øst til ”Den adelige Frøkenstiftelse”, der blev indrettet i det slot, som Bogislaw XIII havde opført i 1573. Slottet blev forladt ved Bogislaws død og forskellige krige ødelagde det yderligere. I 1722 skænkede den svenske konge slotsruinen til det svensk-pommerske ridderskab, som i perioden 1733 til 1741 ændrede bygningerne til ”Adligen Fräuleinstiftes”. Det to-fløjede barokanlæg med en interessant indgangsport, er den eneste tilbageværende svenske stiftelse på tysk jord. Midterbygningen er endnu ikke helt færdigrestaureret, men at det er et stateligt anlæg, hersker der ikke tvivl om.

Tæt på stiftelsen ligger Fangelturm, der er et af de tårne der indgik i bymuren. Tårnet, der er bygget i 15-hundredetallet, er 12 meter højt og har en diameter på 7,7 meter. Murtykkelsen er hele 1.90 meter. Siden 1965 har et mindre stjerneobservatorium haft til huse på toppen.

En stor del af befæstningsarealet blev i 1786 beplantet med lindetræer og det er i dag muligt at gå en tur rundt om den historiske del af byen.

Efter at have gjort Barth færdig fortsatte vi via Stralsund mod Prora. Vi har alle tidligere besøgt Stralsund på vore sejlture, og selvom det er en MEGET spændende by, så kunne vores korte ferie ikke rumme en rundtur i Stralsund. Så vi fortsatte over Strelasund og var så på turens egentlige mål, Rügen, som vi fortsatte helt tværs over til Binz, og lige nord herfor bygningskomplexet Prora.
Prora er en overset seværdighed. Det drejer sig om verdens største ferieanlæg, der blev planlagt af KdF(Kraft durch Freude)-bevægelsen i midten af 1930´erne, som en udløber af nationalsocialismen.

Anlægget, der består af 8 6-etages betonblokke, strækker sig i en længde af 4,5 km langs østkysten af Rügen, i Prorer Wiek, lige nord for badebyen Binz, og skulle betjene omkring 20.000 feriegæster. Byggearbejderne blev påbegyndt i 1936 og var planlagt færdiggjort i 1941, men udbruddet af 2. Verdenskrig indskrænkede byggeaktiviteten og i 1942 blev arbejderne helt indstillet.

Efter krigens afslutning blev bygninger delvist anvendt af den sovjetiske besættelsesmagt, der prøvede at sprænge den nordlige fløj i luften, dog uden det store held. I 1947 rykkede Volkspolizei ind i en del af bygningerne og andre dele blev anvendt af den Nationale Volksarmé til militærskole. I denne periode eksisterede området slet ikke på noget kort, og befolkningen var uvidende om, hvad der foregik, men nogle år efter murens fald i 1989 forlod politiet og militæret området, som blev vandaliseret og gik i forfald.

I dag er bygningerne atter ved at blive taget i brug og der er bl.a. et vandrehjem, diskotek og forskellige udstillinger i bygningerne. Et godt museum fortæller om byggeriets historie og viser hvordan man skulle have feriere i 40´erne.

Stranden ved Prora er i øvrigt en 6 km lang og meget fin badestrand, også for naturister, så man behøver ikke have badetøj med på denne tur. Nøgenbadning på strandene var i øvrigt en af de få friheder, som de tidligere østtyske havde, og det har selvfølgelig sat sine spor. Stort set overalt kan man dyrke naturisme bland de tekstilklædte solbadere, og oftest er de stoffrie i overtal. Desværre er der en tendens til, at naturister flere og flere steder henvises til strandafsnit med et skilt hvorpå der står ” FKK- und Hunde-Strand”.

Efter at have vandret rundt i det store kompleks og besøgt museet, fortsatte vi til Ostseebad Binz, der er den største og mest kendte af Rügens badebyer. Byen har omkring 5.600 indbyggere og ligger direkte ud til Østersøen, hvor en bred sandstrand og fladt vand giver ideale bademuligheder.
Hovedgaden, der er kranset af butikker, bodegaer og restauranter, fører ud til ”Seebrücke”, hvor udflugtsskibene lægger til. Byen er i øvrigt præget af badearkitektur fra slutningen af 18-hundrede-tallet og begyndelsen af 19-hundredetallet. Her er der leget med husene, som er forsynet med forsirede balkoner, små tårne og verandaer. Der er mere end 10.000 senge i hoteller, pensioner, lejlighedskomplekser og hos private udlejere.

Binz har også en lille banegård, hvor smalsporstoget ”Rasende Roland” gør holdt på sin tur fra Putbus til Göhren.

Efter en kort rundtur i Binz fortsatte vi mod Göhren, hvor vi ville overnatte på en campingplads.
Göhren - Det statsligt anerkendte Seebad med ca. 1.300 indbyggere, er den største by på halvøen Mönchgut. Fra at have været et lille fiskerleje, har byen siden 1878 udviklet sig til en kendt og elsket Østersø-badeby, der siden 1899 har kunnet besøges med smalsporsbanen, der i dag hovedsageligt er en turistattraktion. Vi prøvede banen under vores besøg i 1992, hvor vi med Rasende Roland kørte hele turen fra Putbus til Göhren.

Som i Binz er bybilledet præget af badearkitektur. Der er mange hoteller og pensioner, både nybyggede og renoverede.

Den kilometerlange brede sandstrand, promenaden og ”Seebrücke” hører til de mange ferietilbud, ligesom der er mulighed for at tage en båd fra broen og ud til kridtklinterne øst for byen.
Efter at have kigget på byen kørte vi ind på den stedlige campingplads, ”Ostsee-Camping Göhren”, der stort set lige var åbnet efter vinteren. Pladsen ligger tæt på bycentrum på indersiden af klitterne med direkte udgang til stranden, hvilket gør den meget attraktiv og besøgt om sommeren. Der er 500 parceller, hvoraf nogle er med vand- og strømtilslutning. Der er meget nydelige sanitære forhold, vaskemaskiner, en lille forretning, restaurant og kiosk. Der er bordtennisborde, legepladser, tennisbaner, og mulighed for at leje surfbrætter, pedalbåde, cykler og strandkurve. I højsæsonen er der biograf.

Vi indrettede os med camperen og gik så ned på det stedlige pizzaria, hvor vi fik lækker mad til meget rimelige priser. Efter den gode middag gik vi tilbage og krøb til køjs.

Lørdag den 27. april 2002
Efter morgenmaden var der afgang fra Göhren mod Bergen, Rügens hovedstad, der har ca. 16.000 indbyggere. Byen, der ligger på øens geografiske midtpunkt, fik i 1613 købstadsrettigheder og er et besøg værd på grund af Marienkirche, der går for at være en af Rügens ældste og kønneste kirker, påbegyndt omkring 1180 med Lübecker Dom som forbillede. Og selvfølgelig skulle vi da lige ind og se kirken, som var noget bedre vedligeholdt end kirken vi besøgte i Barth.

Også byens restaurerede Marktplatz er et besøg værd. På torvet ligger Rügens ældste bindingsværkshus, Das Benedix-Haus.

Efter et kort ophold i Bergen fortsatte vi vestpå mod Stralsund og Rostock. Næste stop skulle nemlig være Bad Doberan. Mellem Stralsund og Rostock gjorde vi dog et lille ophold, da vi kørte igennem Riebnitz-Damgarten, vi skulle nemlig finde et hospital. Det lyder dramatisk, men der var det slet ikke. Grunden var nemlig den, at Bodils tegnestue, Arkitekfirmaet Dissing & Weitling havde tegnet hospitalet, Boddenklinic, for ganske få år siden, og nu ville Bodil selvfølgelig gerne se det. Vi fandt det ret hurtigt, da der var fine vejvisere til det. Det så ikke ud af så meget, for det er kun sengeafdelingerne, der ligger over jorden. Alle andre faciliteter er gravet ned under overfladen. Mens Tom og Bodil kiggede indenfor i receptionen, gjorde vi andre klar til frokosten, og da den var overstået, fortsatte vi mod vest, forbi Rostock, mod vores næste mål – Bad Doberan.

Bad Doberans oprindelse hænger sammen med grundlæggelsen af Zisterzienserklosteret Doberan i år 1171. Endnu et højdepunkt i historien oplevede byen, da Storhertug Friedrich Franz I gjorde Doberan til sin sommerresidens og grundlagde på sin læges råd i 1793 Seebad Heiligendamm, Tysklands første badeby. Hertugen opfandt også de siden så kendte flettede strandkurve. I 1800-tallet udspilledes sig et internationalt high-life med konger, kejsere og det bedre borgerskab omkring badebyens kasino, teater, eksklusive hoteller og sågar galopbane. Noget af stilen er genfundet i dag.

Katedralen i Doberan hører til et af de betydeligste bygningsmindesmærker i Nordtyskland. Byggeriet blev påbegyndt i 1294 efter at den tidligere kirke fra 1232 nedbrændte. Man benyttede dele af det gamle sydvestlige fundament, så der indgår stadig bestanddele af den gamle romanske kirke i den nuværende kirke, der ellers fremstår i højgotisk stil. Kirken blev indviet i 1368, men efterfølgende er der selvfølgelig sket ombygninger af kirken, hvoraf den væsentligste skete omkring 1900, hvor delle af tagdækningen blev ændret. Det indre af kirken præges af de enorme søjler og kunstfærdige hvælv. Kirken er meget langt i restaureringsarbejdet, og der er vist ikke tvivl om, at arkitekten er meget glad for farver.

Efter at have kigget på kirken fortsatte vi med en kort rundtur i byen. En af de mere bemærkelsesværdige ting er, at der ret igennem gaderne bumler en smalsporsbane, hvor damptoget ”Molli” kører fra Bad Doberan over Heiligendamm videre til Kühlungsborn. Banen blev åbnet i 1886 for at transportere de talrige badegæster til Østersøkysten og er på i alt 15,4 km. I 1976 blev ”Molli” optaget som teknisk mindesmærke og gennem de seneste år er en stor del af de historiske vogne blevet restaureret.

Under rundturen i byen begyndte det at regne, så vi besluttede at fortsætte mod Kühlungsborn, hvor vi havde udset os Campingpark Kühlungsborn til at være det sted, hvor vi ville overnatte. Vi ankom midt på eftermiddagen, og efter et lille problem, hvor Speedy kørte fast i et mudderhul, var vi klar til at se nærmere på omgivelserne. Campingpladsen ligger i gåafstand fra bykernen, så vi gik en tur mod centrum, og kiggede på den typiske badearkitektur, der her, ligesom på Rügen, er fremherskende.
Efter en kort gåtur vendte vi tilbage til Speedy for at spise aftensmad.
Campingpladsen ligger smukt direkte ud til stedets hovedattraktion, som er den brede og kilometerlange sandstrand. Pladsen, der ligger på et skovagtigt område, er indhegnet og for at komme ud på stranden, skal man låse op med en nøgle, som man får udleveret ved incheckningen. Sammen med nøglen fik vi også nogle små flasker champagne.
Der er luksusparceller med mulighed for tilslutning af el, vand, afløb og antenne. Endvidere er der mulighed for autocampere for at få tømt spildevandstankene.
Da pladsen ligger ved stranden er der selvfølgelig om sommeren mulighed for mange forskellige vandsportsaktiviteter, så som surfing, svømning, dykning og beachvolleyballturneringer. En del af standen er forbeholdt naturister, men da vejret ikke ligefrem indbød til den slags udskejelser, så holdt vi os i (skindet) tøjet.
Til børnene er der udmærkede legepladser og bordtennisborde, ligesom der i højsæsonen er en righoldigt program for de yngste. For de voksne er der en restaurant. Sådan har man fordelt goderne ligeligt.
Efter et større måltid var der aftenhygge, inden vi lagde os til at sove. Når man er 4 voksne og 2 børn ombord, så kræver det en vis planlægningen, inden der kan siges godnat og lyset kan slukkes. Det høje personantal kan gå på korte ture, men vil være umuligt over en længere periode. Men vi håber da, at vore to gode venner vil følge os på flere af de korte, kulturelle og kulinariske ture.

Søndag den 28. april 2002
Efter morgenmaden forlod vi Kühlungsborn og kørte mod Rostock. Mange kender kun Rostock som et sted færgen lægger til, men byen fortjener et besøg.
I den gamle middelalderdel af byen ligger bl.a. Kröpeliner Tor, den ene af de gamle porte i forsvarsværket. Den kan dateres helt tilbage til sidst i det 12-hundredetallet. Indenfor finder man byens lokalhistoriske museum. Der findes 2 andre porte, Steintor og Kuhtor, hvoraf sidstnævnte er den ældste.
Navnet "Roztoc" dukker op første gang i 1161 hos den danske historiker Saxo Grammaticus. På det tidspunkt blev Danmark ofte angrebet af slaviske stammer, men det blev den danske konge for meget, så han angreb Arkona og nedkæmpede slaverne. Derfor kunne tyske handelsmænd og håndværkere i 1200 grundlægge byen uden større risiko. 18 år senere fik byen sine rettigheder af Prins Borwin I. Der var bygget små landsbyer i området som i 1265 blev disse samlet til en enkelt bebyggelse.
Handel og håndværk blomstrede og byen fik lov til at slå egne mønter, ligesom det blev en juridisk selvstyrende by.
I 1323 indlemmede Rostock det lille fiskerleje Warnemünde, og sikrede på den måde fri adgang til Østersøen. Warnemünde ligger kun en kort afstand fra Rostock og kan nås med byens S-Bahn. På begge sider af den gamle havn ligger de oprindelige fiskerhuse, og langs strandpromenaden kan man spadsere med stranden på den ene side og caféer på den anden.
Snart dannede Rostock, Lübeck og Wismar Hanseforbundet. Rostock blev en af de største og mest magtfulde byer i Østersøområdet og byen grundlagde allerede i 1419 et universitet.
Byens dynamiske vækst kollapsede sammen med Hansaens sammenbrud, grundet 30-årskrigene.
Byen oplevede en opblomstring i 18-hundredetallet, grundet sejlskibenes floreren, hvor byen blev en vigtig eksporthavn for korn.
I dag er byen en vigtig havneby med færgeruter til Skandinavien og den bærer stadig det stolte navn
"Hansestadt". Kirkerne, rådhuset, de typiske borgerhuse og sejlskibenes æra, peger alle tilbage mod middelalderen. Gammelt og nyt blander sig i fin harmoni og danner en by, som kun kan være opstået gennem mange århundreder. I vor tid, efter krigens store ødelæggelser, fremtræder byen som den mest moderne af hansestæderne. Gadebilledet præges af byggeri fra DDR-tiden og kopier af gamle huse. Gågaden Kröpeliner Strasse er livlig med masser af butikker. Blandt museerne er der to søfartsmuseer, hvoraf det ene er indrettet på et fragtskib. Og den zoologiske have har specialiseret sig i isbjørne.

Vi havde parkeret på en lille P-plads umiddelbart udenfor den gamle bymur lige nedenfor Nicolai Kirche. Det er den ældste kirke i Rostock, og som noget specielt er gaden Schwibbogen ført under kirken lige under alteret. Kirken er ikke længere i brug som kirke, men i den store tagkonstruktion er der indrettet 20 lejligheder. Tårnet bruges til administration og selve kirkeskibet anvendes i dag som koncertsal.

Petrikirche, med sit 117 meter høje tårn, indgår i det byvåben, som byen fik i 1218. Også i denne kirke fungerer skibet som koncertsal. Det er muligt at komme op i tårnet, og da der er elevator synes vi godt vi kunne tage turen. Udsigten over den gamle by er helt fantastisk.
Ved siden af kirken ligger Slüter-monumentet, der ærer Rostocks protestantiske reformator Joachim Slüter, som fra 1525 til 1532 holdt prædikener på plattysk i kirken. Tilstrømning var så stor, at folkemasserne også fyldte pladsen foran kirken.

En sidste kirke vi besøgte var Maria Kirche, som blev påbegyndt i midten af det 12-århundrede. Imidlertid styrtede det næsten færdige bygningsværk sammen i 1398 og man startede på opførelsen af den korsformede basilika, som man kan se i dag. Forbillederne for kirken er de franske katedraler og Mariekirche i Lübeck. I kirken kan man se et astronomisk ur fra 1472, en broncedøbefont fra 1290 og alteret er fra 1530. Endelig er der et flot barokorgel i kirken. Endvidere er der en fotoudstilling om hvorledes Rostock blev ødelagt under de allieredes bombninger under 2. verdenskrig. Når man ser billederne, kan det synes helt utroligt, at man overhovedet har fået byen op at stå igen.

Da vi kom tilbage til Speedy blev der anrettet en hurtig eftermiddagsfrokost, hvorefter kursen blev sat mod færgehavnen, hvor vi handlede i et lavprisvarehus, inden ombordkørsel og sejladsen hjem mod Danmark, atter på de billige GULE billetter.

Flemming Stagis