
Vi har nu overnattet for første gang i den Hymer campingvogn vi er af
sted i. For ar være lidt mere præcis, så er det en Hymer Eriba 430 GT.
Ikke en særlig stor campingvogn, men meget hyggelig. Vognen er udstyret
med hævetag (hvilket gør den ret handy at køre med) med stofsider, samt
punktvarme i form af en Truma gasovn uden blæser. På trods af det har vi
i nat overlevet -10 graders frost uden de store problemer...
Vi havde
valgt at lægge os i køjerne der er i forenden af vognen, så vi var fri
for at rede sengen op og ned. Andreas valgte den nederste køje og jeg
fik den øverste og sikke da et held, for hold da op hvor lå jeg varmt og
godt mens Andreas derimod fik kulden at føle. Nu er det jo 'sånen med
punktvarme at det ikke bliver ligelig fordelt men derimod trækker op mod
loftet, så mens jeg blev nød til at tage lidt af nattøjet af - blev
Andreas nød til at tage skiundertøjet på... Så i nat prøver vi
siddegruppen i stedet og ser om det kunne være en succes, men mere om
det i morgen.
I
dag er det også blevet tid til at prøve kræfter med
langrend-ski og lad mig bare slå fast at ingen af os er tæt på at være
dygtige til dette, så det skaber en del underholdning og rent faktisk
også en konkurrence om hvem der laver det
flotteste fald i løbet af dagen.
Men vi har jo et par
dage til at
øve os lidt i – så mon ikke vi til sidst kan blive
stående i mere end 5 sekunder.
I
morgen har Andreas lokket nogen
af os med på alpin-
ski, så
medmindre at det medfører et brækket ben eller lignende så kommer den
historie i morgen.
Der
blev også tid til en lille sightseeing i den tætliggende by - Ringebu.
Byen i sig selv er meget hyggelig og meget lille. Jeg havde for en kort
bemærkning glædet mig til at shoppe lidt, men som du kan se på billedet
er det ikke den største shopping-arkade man bliver mødt af. Til gengæld
laver den lokale kro en fantastisk kop varm chokolade...
De tre andre familier samt Peer Neslein og Jann Nielsen fra
www.campingferie.dk har også fået en del oplevelser fra natten og dagen.
Peer Neslein fortæller:
Efter en nat med -10 graders frost på er vi oppe og klar til en ny dag.
Kl. 9 banker vi på døren til Lone og Tommy Boisens Hymer og bliver budt
indenfor til morgenkaffe.
Lone
og Tommy fortæller at det har været en god nat uden problemer lige
bortset fra at deres afløb på håndvaskene er frosset. Tommy ved godt at
afløbene skulle have været skilt ad så vandet kan løbe direkte ned i en
spand. Når det løber gennem de fastmontere afløb under vognen, fryser de
stille og roligt sammen. Og det har de gjort. Men Tommy har været
forudseende og købt 12 volt varmetråde med, som skal vikles rundt om
afløbene. Han har bare ikke haft tid til at montere dem endnu.
Deres Hymer er udstyret med blæservarme, samt UltraHeat el-varme og
elvarme i gulvtæppet så de har det dejligt varmt i vognen. Deres bil er
en Passet turbo diesel, monteret med vinterdæk, så de har ikke haft
nogen problemer med at komme herop, hjemme fra Vejle over Frederikshavn
– Oslo, lige bortset de sidste 10 km op til selve campingpladsen. Her
måtte de have hjælp af Måsåpladsen, som kørte campingvognen op det
sidste stykke vej med pladsens 4-hjulstrækker.
I det daglige er Tommy salgschef for Isabella i Danmark så han har fyldt
sin Passat med vintertelte, så vi alle sammen kan se og prøve de
forskellige modeller. Det skriver vi om en af dagene.
Kl.
10 banker vi på døren til Fam. Nielsens Bürstner Fun 495 TK og bliver
modtaget af Yvonne og Mads der byder på varm chokolade. Børnene har
forladt vognen for at leje ski og prøve langrend.
Det er familiens første nat – både som vintercampister, men også den
første nat i deres nye campingvogn, så de har været spændt på hvordan
det hele ville gå. Men alt er gået godt. Ingen har frosset. Vognen er
udstyret med blæservarme og Truma UltraHeat 230 volt elvarme, men ingen
gulvvarme.
Tidligere har familien haft en Adria campingvogn
med køjer til børnene og en rundsiddegruppe som skulle
redes som seng
til de voksne hver dag. Den nye vogn er indrettet med køjer til børnene,
dobbeltseng til de voksne og en siddegruppe til hele familien midt i
vognen. Så nu skal Yvonne og Mads ikke rede senge mere hver dag. Og det
er en succes.
Fam. Nielsen kører i en Toyota Avensis 1,8 med pigdæk på hele vogntoget.
Kl. 11 banker vi på døren til en helt
ny Fendt hvor Fam. Madsen bor. Og
nu snupper vi lige en kop kaffe mens vi snakker om vintercamping.
Pia og Kenneth og børnene Caroline og Signe har camperet i mange år, men
det er deres debut som vintercampister. De kommer fra Vejle og fulgtes
med Lone og Tommy med færgen fra Frederikshavn til Oslo og videre til
Ringebu, hvor de fik en lille forskrækkelse. De prøvede nemlig selv at
køre de sidste 10 km op til Måsåpladsen, men på et tidspunkt blev vejen
så stejl at bilens vinterdæk ikke kunne
trække, hvorefter hele vogntoget
begyndte at glide baglæns på isen på vejen, indtil en snebunke stoppede
vogntoget, som nu stod på tværs af vejen. Så ringede de til
campingpladsen som straks sendte en 4-hjulstrækker, som kørte deres og
Lone og
Tommys vogn det sidste stykke op til campingpladsen. Det var en
god service fra
pladsens side.
Den første nat var kold til at starte med fordi varmen ikke havde været
tændt i vognen, så der blev skruet godt op. Men midt om natten
måtte
Kenneth op og skrue ned, for nu var der pludselig blevet alt for varmt.
Deres Fendt er en standardudstyret campingvogn med blæservarme som
eneste varmekilde. Deres bil er en Ford Mondeo 1,8.
Familien hygger sig med skiture og er positivt overraslede over hvor
godt og nemt det er gået.
De ”gamle” campister tv-fotografen Jann Nielsen og undertegnede Peer
Neslein, har sovet ualmindeligt godt i redaktionsvognen, en Hobby
Excellent 495 UL.
I løbet af eftermiddagen skal vi prøve nogle af de forskellige
Isabellatelte som Tommy Boisen har taget med. Her er Christian ved at
hjælpe med at stille et Isabella Universaltelt op på Fam. Nielsens
campingvogn.
Så nu skal vi lige tjekke telte som du så kan læse om i morgen.
Det var alt for Norge i dag – på gensyn i morgen.
Varme vinterhilsner, Signe
