|

Først og fremmest skal du huske
at bilen og campingvognen er længere - bredere - og højere end
normalt. Samtidig er vægten måske fordoblet, hvilket medfører
forøget bremselængde.
At køre med en campingvogn er ikke specielt svært, hvis du bruger
lidt tid på at træne.
For at magte teknikken i forbindelse med at bakke med en
campingvogn, er det godt at øve sig mest muligt, så du bliver fuldt
fortrolig med manøvreringen.
Man kan læse sig til meget, men den bedste erfaring får du med
campingvognen hægtet på bilen.
Find evt. en stor tom parkeringsplads, og brug et par timer en
lørdag/søndag i at bakke campingvognen ind i båsene.
En anden vigtig ting er at campingvognens hjul sidder midt under
campingvognen. Dette betyder, at når du drejer skarpt til en af
siderne, svinger campingvognens bagende ud til modsatte side.
Tænk på dette når du holder tæt op af en husmur, på en færge, eller
når du kører ind eller ud af en campingplads.
Pas på lufttrykket når du bliver overhalet eller møder busser og
lastbiler.
De fleste ulykker sker på landevejene, hvor campisten mister
herredømmet over sit vogntog, på grund af LUFTTRYKKET fra en
overhalende eller modkørende bus eller lastbil.
Lufttrykket kan også optræde som et vakuum, der nærmest trækker
campingvognen med sig, når en lastbil eller bus overhaler vogntoget.
Faren kan mindskes, hvis campingvognen er lastet korrekt. Dvs. de
tungeste genstande på gulvet over hjulene og et kugletryk på minimum
50 kg. Husk desuden at holde øje med hastigheden. Ved højere
hastighed øges faren for ukontrollerede svingninger.
Hvis du tager det stille og roligt, behøver du ikke køre mange
kilometer, før du føler dig sikker med en campingvogn efter bilen.
På benzinstationer, garager, parkeringspladser osv. skal du være
opmærksom på skilte, lavthængende tage osv.
OBS: Udkørsel med campingvogn frarådes ved vindstyrker over 20
m/sek. Specielt skal der udvises meget stor forsigtighed ved kørsel
over broer og andre åbne steder.
|